Peptococcus (S. Micrococcus) Indolicus

Abstract

On the basis of biochemical and serological criteria 2 hemolysin forming varieties of peptococci were identified as Peptococcus indolicus.

Of a total of 16 hemolytic strains examined 9 originated from the vagina of clinically healthy cows, 4 from mastitis secretions from dry cows, 2 from the interdigital skin of clinically healthy sows, and 1 from a subcutaneous abscess in a pig.

Two strains were designated a-hemolytic and 14 β-hemolytic.

On blood agar plates colonies of the α-hemolytic variety were surrounded by narrow zones of almost complete hemolysis, while colonies of the β-hemolytic variety were surrounded by broad zones of incomplete hemolysis. The hemolysins were termed α- and β-hemolysin, respectively.

The β-hemolysin, but not the α-hemolysin, could be demonstrated in cultures grown in liquid media. The β-hemolysin was found to be filtrable, relatively thermoresistant, and non-dermonecrotic.

By gel diffusion analyses the 2 α-hemolytic strains were referred to Serotype C. Ten of the β-hemolytic strains belonged to Serotype C, 2 to Type B, 1 to Type D, and 1 to Type E.

Sammendrag

To hæmolysindannende varianter af peptokokker blev på grundlag af biokemiske og serologiske kriterier fundet identiske med Peptococcus (s. Micrococcus) indolicus.

Af ialt 16 undersøgte stammer var 9 isoleret fra klinisk sunde køers vagina, 4 fra mastitis sekreter fra goldkøer, 2 fra huden i klovspalten hos klinisk sunde søer og 1 fra en subkutan absces hos en gris.

På blodagar plader var den ene variants kolonier omgivet af smalle, næsten klare hæmolysezoner (fig. 1). Denne variant foreslås betegnet α-hæmolytisk. Den anden variant, som blev betegnet β-hæmolytisk, dannede kolonier, omgivet af brede zoner med ufuldstændig hæmolyse (fig. 2). Hæmolysinerne blev betegnet henholdsvis α- og β-hæmolysin.

To stammer var α-hæmolytiske, 14 var β-hæmolytiske.

β-hæmolysinet kunne påvises i kulturer i kødvands pepton bouillon og i Robertson’s cooked meat medium, hvorimod α-hæmolysinet ikke blev påvist i sådanne kulturer.

β-hæmolysinet fandtes at være filtrerbart, relativt termoresistent og non-dermonekrotisk.

Ved gel diffusionsanalyse fandtes de 2 α-hæmolytiske stammer at være af serotype G. Ti β-hæmolytiske stammer var af serotype C, 2 af type B, 1 af type D og 1 af type E.